fredag den 12. november 2010

Animationsfilm

Det er interessant at skabe. Jeg er faldet over doink.com, hvor man kan tegne og kreere sine egne animationsfilm. Her under kan du se mit lille forsøg, som er skabt på ca. 5 min.

søndag den 26. september 2010

Mobiltelefonen i undervisningen

Tidligere var mobiltelefonen bandlyst i skolen, der var sat regler op (og det er der såmænd på nogle områder stadig), men som tiden er gået er vi blevet mere og mere opmærksomme på dens muligheder i undervisningen i første omgang som kamera, lyd- og videoptager.

I arbejdet med mobiltelefonen og multimodale læremidler er det blevet tydeligere og tydeligere, hvor stor en gevinst disse kan være i undervisningen, ikke bare som tidligere som et redskab til at løfte den almen pædagogiske vinkel, men også for at løfte faglige discipliner i undervisningen.

I næste uge har jeg været så heldig, at Peter fra sundhedsafdelingen kigger forbi og laver et virtuelt GPS-løb for eleverne i 6. klasse. Det skal nok blive en spændende og lærerig oplevelse for både elever og undertegnede - eleverne skal samarbejde for at kunne løse opgaverne, idet den ene halvdel sidder hjemme og skal hjælpe videre. Når målet nåes modtages halvdelen af opgaven, mens resten findes på computeren hjemme.

I min afsøgning af mobilens muligheder, er jeg også faldet over brugen af tags (stregkoder), eleverne kan få opgaven, informationen, linket osv. oplyst ved at undersøge tagget. Tags kan bruges på mange forskellige måder, fx. til boganmeldelser, fortælling med flere muligheder osv.

Det er en ny verden som har åbnet sig for mig, og jeg glæder mig til at lege/arbejde videre med denne del. Så mon ikke der inden længe er indkøbt en ny mobil med en masse nye spændende muligheder

torsdag den 16. september 2010

Vejledning med it og medier

Facebook - Twitter - Wiki - Blogs og meget andet.
Ordene flyver af sted, og der er hele tiden nye arbejdsværktøjer at sætte sig ind i.
Web 2.0 teknologierne indeholder mange interessante muligheder for at opkvalificere undervisningen og for at tænke i forskellige strukturer for eleverne. Samtidig bringer den også interessante barrierer med sig, som skal forceres.

For hver gang vi afprøver noget nyt, lærer vi af processen, både af det som virker og det som ikke virkede efter hensigten. Den modstand vi møder, er med til at opkvalificere det vi gør, så længe modstanden ikke bliver så stor, at vi mistet målet af syne.

Med web 2.0 får vi mulighed for at tænke i anderledes undervisningsscenarier og inddrage eleverne mere aktivt i undervisningen. Ligesom vi sideliggende kan fungere som vejledere i den arbejdsproces eleverne er igennem.

Web 2.0 lægger op til at eleverne skal interagere, samarbejde, netværke og videndele - teknologien beror med andre ord på, at vi kan bidrage med forskellige dele til en fælles helhed. Hvis vi ikke samarbejder, hvis vi ikke videndeler, hvis vi ikke interagerer, hvis vi ikke i fællesskab opkvalificerer bruger vi ikke teknologiens muligheder.

lørdag den 24. juli 2010

Fokus på læsning

I det kommende skoleår vil vi på skolen sætte stor fokus på læsning. Læsning er en vigtig forudsætning for vore elever både i og udenfor skolen. Men læsning kommer ikke af sig selv. Tidligere lå fokus på, at læsning består af tekniske færdigheder og læseforståelse, disse to dele er da stadig væsentlige, men mange andre faktorer spiller ind på læsningen - f.eks. elevernes motivation.

Men hvordan motiverer vi eleverne og hvordan kan de motivere hinanden?

søndag den 13. juni 2010

Næste skoleårs planlægning er i fuld sving...

... og inspirationskilderne er mange.

Faghæftet; de nye bogpakker fra Dansklærerforeningen, Gyldendal og Alinea; Multimedieværktøjer og Web 2.0 teknologier; Elevernes trivsel og deres forskelligheder, Læringsstile - herunder hjemmesiden sjov skole, som er med til at sætte fokus på læringsstilenes mange muligheder; testning; Læsekursusmaterialer og værktøjer; Grammatik; Litteraturfortællinger og læseforståelse; Motivation; Elevernes interesser; Samarbejdet med andre fag, andre klasser og nye kolleger.

Hvordan skaber vi et bedre fundament for elevernes læring? Hvordan skaber vi et motiverende læringsmiljø for eleverne? Hvordan sikrer vi os, at alle på hvert deres niveau får mest muligt ud af undervisningen og vores vejledning? Hvordan klæder vi eleverne på til den verden som venter dem uden for skolen?

I går aftes sad jeg og læste i bogen "Anerkendende klasserumsledelse" fra 2007. En bog som sætter fokus på følelsernes intelligens, den viser hvor stor betydning, vi som lærere har for elevernes udvikling, og hvordan vi kan være behjælpelige i denne proces. Ligesom med mange andre ting er det muligt at træne og udvikle elevernes emotionelle intelligens, men samtidig er risikoen at der sker en manipulering i stedet, hvis vi ikke er opmærksomme på hele tiden at holde elevens emotionelle intelligens for øje - samtidig med at vi er afklarede omkring vores egen.

SELVERKENDELSE - EMPATI - ANSVAR - KOMMUNIKATION - KONFLIKTHÅNDTERING

Anerkendende pædagogik, tilgang og klasseledelse er nogle af de ord, som er oppe i tiden. De har alle ordet anerkendende til fælles. Vi skal anerkende barnets tarv, behov, styrker, ligeværd osv. Men vi skal også anerkende, at eleverne har brug for rammer og vejledning i læringsprocessen - disse dele er alle med til at skabe tryghed for eleven. Vi kan ikke forvente at eleverne selv kan lære sig det hele, mens vi fokuserer på det faglige. Fokus skal selvfølgelig primært være på det faglige i skolen, idet det er skolens omdrejningspunkt, men uden de andre elementer, når vi ikke ret langt i elevernes faglige udvikling.

Der er mange ting at tage højde for, og meget at være kritisk overfor, når vi skal lægge os fast på: Hvad vi vil, Hvilke(t) mål der skal opfyldes, Hvordan vi vil gøre tingene og Hvorfor vi vil arbejde med tingene ud fra dette syn eller denne metode.

Men det er en spændende og utroligt givende tid at arbejde med planerne for et nyt skoleår, hvor vi samler op på det gamle og ser frem mod og planlægger det nye.

mandag den 7. juni 2010

Sommerferie aflevering

Bøgerne er så småt begyndt at vælte ind på biblioteket og inden længe summer stedet af bøger i store stakke og interessen for hvilke man skal have til næste skoleår . Lærerne gør sig klar til det kommende skoleår, og denne gang kan de allerede i den sidste uge inden sommerferien, få udleveret elevernes bøger til det kommende skoleår, vel og mærke udlånt til de enkelte elever.

Samtidig skal der lægges hånd på de sidste læselet bøger, tjekkes op at alle billedbøger og serier er mærkede, så de nye tiltag er gjort helt færdige. Mens jeg er godt i gang med planerne for næste skoleår både når det gælder udstillinger, kurser og meget andet.

Det er en interessant tid på skolebiblioteket, og der er nok at se til. Inden længe begynder eleverne også at snakke om, hvad med sommerferielæsning, og her på stedet må eleverne gerne låne en stak med hjem, de skal dog have afleveret alle bøger for at få den mulighed.

lørdag den 5. juni 2010

Sommerferielæsning

Sommerferien nærmer sig med hastige skridt, og inden længe skal sommerferiekufferten pakkes. I min bagage glæder jeg mig til at kunne finde bøger til både lystlæsning og faglig fordybelse - ja, begrænsningen bliver helt sikkert en kunst - for hvilke nye bøger skal med i denne ombæring.
Men inden vi når så langt, står der bogaflevering og klargøring af et nyt skoleår på skemaet.

Kom gerne med dit bud på god sommerferielæsning